Strikkeopskrifter

Farv dit garn med avokado

Jeg har set en del billeder af avokado farvet garn på nettet med mere eller mindre pæne lyserøde/beige/lysebrune farver, men man kan også få en fin lyserød-laksefarvet tone, som jeg synes er meget smukkere. Det er ret let, så det er bare at komme i gang.

Jeg havde samlet sten og skaller i et stykke tid og opbevaret dem i fryseren. Jeg gjorde mig desværre ikke den ulejlighed at rense skallerne inden jeg frøs dem ned, så jeg måtte i gang med at rense skallerne før der kunne farves med dem. Jeg brugte en spiseske til at kradse kødet ud, så der blev mindst mulig rester tilbage. Jo mere frugtkød der er tilbage på skallerne jo mere brunlig bliver farven. Og jeg er ikke specielt interesseret i brun. Jeg drømmer om lyserød og evt. laksefarvet.

Stenene farver mere lyserød end skallerne, som til gengæld farver mere gulligt. Jeg lavede derfor to farvebade med sten og skaller og hver for sig.



Jeg satte stenene over med postevand i en 4 liters gryde og det samme med skallerne (Jeg har to ens gryder). Begge farvebade blev varmet langsomt op og fik kun lov til at simre. Jeg ville undgå at farvebadet kogte, da det muligvis kan fremme en brunere tone. Efter at have simret en times tid fik farvebadene lov til at stå til næste dag.

Jeg har brug tre slags garn i hvert forsøg. Et norsk uldgarn, et australsk uldgarn og et lidt løst uldgarn fra Litauen. Det sidste garn er blevet bejdset med alun. De to øvrige var ikke bejdset, men især det norske har jeg brugt mange gange, og det fungerer super godt til farvning også uden bejdse. Især avokado stenene indeholder tannin som er garvesyre, og at man derfor ikke behøver at bruge bejdset garn.

Sten og skaller blev fisket op af de to farvebade og et hold garn til hver gryde blev sat i blød i vand i en halv time og blev derefter løftet over i gryderne. Garnet fik lov til at smire i en time og bagefter stod garnet i farvebadet til næste dag. Derefter skyllet og hængt til tørre. Man kan også vente med at skylle garnet til det er tørt, så sætter der sig muligvis lidt mere farve fast, men jeg er tilfreds med en lidt lysere farve med en flot glød og helst lyserød. Jeg var også lidt nervøs for at lade garnet hænge med rester fra farvebadet på. Igen for ikke at iltningen skulle give en brunere tone.



Garnet fra farvebadet lavet på avokado stenene er blevet nogle rigtig fine lyserøde toner, mens garnet fra farvebadet lavet på skallerne er blevet mere gulligt og ikke specielt spændende. Men det er rigtig sjovt at se, at der er den store forskel i tonen alt efter om farvebadet laves på sten eller skaller. I fremtiden tror jeg kun jeg vil samle sten til farvning. De fylder også mindre i fryseren.

Man kan tilsætte lidt bagepulver til farvebadet, som så bliver mere basisk og mere pink. Det har jeg derfor prøvet på resterne af farvebadet lavet på stenene. Her kan de to farvebade ses og det ser ud som om farvebadet med bagepulver er blevet mere rødt og i hvert fald mørkere.

Samme garner er farvet i farvebadet tilsat bagepulver, men da det er anden farvning i badet så bliver farven lidt lysere, også selvom farvebadet er meget mørkt efter at der er tilsat bagepulver. Tonen er dog pink/lyserød som det første bad og der kom faktisk nogle rigtig fine lyserøde nuancer ud af det.

Når garnet er helt tørt kan man farve det igen, og farven bliver mere mættet men beholder den smukke lyserøde tone.



TIP
Man behøver ikke bøvle med at skære stenene i stykker, hvilket kan være lidt besværligt. De falder fra hinanden, når de bliver varmet op i farvebadet.